Tinnas Sydafrika

I denne weekend – weekenden før vores sidste weekend her i cape Town – har vi haft besøg af den tidligere sydafrikanske LK-elev Lwazi fra Durban. Kasper, Kamilla og Christiane tog for et par uger siden til Durban for at besøge Lwazis venner og familie, så nu kom tiden, hvor Lwazi ville besøge os her i Cape Town, hvor han tidligere har boet og gået i skole.
Fredag aften kom han ind af døren her på Bahia med sit smittende humør og dejlige smil. Og fra fredag aften til denne søndag aften, hvor vi nu atter er fem i lejligheden (og VM-finalen mellem Holland og Spanien kører i fjernsynet i baggrunden), er weekenden fløjet af sted. På grund af en mindre storm og et uvist antal millimeter regn, valgte vi at bruge vores lørdag eftermiddag på filmhygge, som inkluderede både Q (en anden tidligere sydafrikansk LK-elev), grin, bananpandekager og hygge. Senere blev det til sydafrikansk madlavning og sydafrikansk dans. Og vi sluttede aftenen af med et møde med den berygtede DJ Will.
Søndag morgen stod vi tidligt op med det mål at tage i kirke. Noget vi længe har snakket om, men som vi endnu ikke havde udlevet. Og da Lwazi tilbød os at tage med ham og nogle familiemedlemmer i kirke i townshippen Guguletu, var der ingen tvivl. Vi skulle med i kirke. Vi trådte ind i en lav hvid firkantet bygning indeholdende intet andet end en masse hvide plasticstole og kun nogle få mænd og kvinder, som alle sang det store rum op med flerstemmig afrikansk sang. I et af hjørnerne blev opstillet to højtalere, et beskedent el-klaver samt to mikrofoner. Efter en halv times tid ankom flere og flere, og før vi vidste af det, var gudstjenesten gået i gang, og vi stod omgivet af musik og syngende afrikanere. Gennem den 4 timers lange gudstjeneste, gik det op for mig, hvor stor en kontrast kirken i Sydafrika er i forhold til den danske kirke. Og hvor tilbageholdende vi måske egentlig er i Danmark. Alle følelser var til stede i dette simple firkantede lokale, hvor gudstjenesten foregik. Nogle sad tavse, nogle var glade, Flere græd højlydt og alle sang og dansede. Både børn og voksne udlevede den følelse, som faldt dem ind. En sådan blanding af følelser har jeg sjældent set på ét og samme sted. Der var plads til det hele uden at det på nogen måde føltes mærkeligt. Præsten var aggressiv i hans måde at prædike på, og havde nogle meget direkte budskaber, som blev afsluttet med et højt og raskt ”Hallelujah”, som af menigheden blev mødt af et enstemmigt ”Amen”. At vi 5 hvide fremmede fra Danmark var dukket op til deres gudstjeneste i townshippen vakte opsigt, og vi blev taget næsten alt for godt imod. Vi var alle oppe hver især foran resten af menigheden og præsentere os. Og da vi gik, følte vi os nærmest som royale, da hele menigheden vinkede os farvel. Stemningen var gennem hele gudstjenesten meget intens, men bar præg af en overvægt af sang og dans, som blødte den intense stemning op på en passende måde. Gudstjenesten var ligeså præget af højtidelighed og alvor som af glæde, der blev levet ud gennem musikken, sangen, dansen og kærligheden til Gud. Her er det tydeligt at religionen for mange virkelig er en vigtig del af deres tilværelse. Et håb om noget bedre, og troen på at der er en, som passer på dem. Vi har set det til denne gudstjeneste, men også på skolen spiller religionen - Gud - en vigtig rolle for drengene. Og lærerne gør meget ud af, at fortælle drengene, at Gud passer på dem. Og Gud bliver i deres til tider kedelige liv et symbol på den tryghed de fleste af dem så inderligt mangler g tydeligt har brug for. Søndagsgudstjenesten var på alle måder en dejlig oplevelse og gav et helt andet billede af, hvordan en kristen gudstjeneste også kan fungere. Her med et helt andet pust af musik, sang og dans. Folk sang endda ordene fra World Cup sangen ”Make the circle bigger…” og dansede sammen i en stor cirkel. Et fænomen, som nok ikke vil forekomme i en dansk kirke.
Vi kørte efter gudstjenesten tilbage til Langa med Lwazi og hans familie. Efter nogle dejlige og fornøjelige dage i Lwazis selskab, sagde vi farvel (og forhåbentlig på gensyn) til Lwazi, som senere på eftermiddagen fløj tilbage til Durban.

Det lille moment!

Jeg er netop nu på denne fredag eftermiddag kommet hjem fra endnu en arbejdsdag på Somerset hospital, som nu har været min voluntør-arbejdsplads i ca. to en halv uge. Vi er efterhånden ved at lære stedet og opgaverne at kende. Somerset er noget ganske anderledes end Learn To Live. Her er der ikke noget program som sådan, som på Learn To Live, hvor der hver dag var lagt program, som på en hver anden skole. Der var på Learn To Live mere struktur, selvom strukturen er begrænset i forhold til på danske skoler. På Somerset er vi mere frit stillet, og hverdagen på Somerset er som sagt meget anderledes end, hvad vi hidtil har været vant til. Her er der rig mulighed for selv at tage initiativ, og hverdagen er egentlig, hvad man selv gør den til. Det er for mig en udfordring. Man kan sige, at Somerset står som kontrast til Learn To Live, hvor der altid sker noget. Der er altid gang i drengene på den ene eller den anden måde, hvilket man ikke ligefrem kan sige om børnene vi har med at gøre på Somerset Hospital. Men selvom man færdes meget af sin tid på et hospital omgivet af syge menneseker – og især børnene, som er dem vi hovedsageligt tager os af, så er dagene alligevel fyldt med gode opleveser. Og det går virkelig op for én, hvor meget de små ting betyder. Bare det at vi hver dag viser vores ansigter på hospitalets gange, og børnene dermed kan kende os fra dag til dag, gør en stor forskel for de børn, som ikke har mange besøgende. Og når jeg bliver mødt af den 9-årige Maglorie torsdag morgen med et kæmpe smil og ordene: ”Jeg har glædet mig til du kom, så vi kan spille spil igen”, så ved jeg, at jeg for ham har betydet, at han ikke hver dag skal ligge syg og alene i sin hospitalsseng. Jeg kan få ham til at ’glemme’ hans sygdom i nogle timer og bare lege. Og når det endelig lykkes for mig at få øjenkontakt med et spædbarn efter at have forsøgt den sidste halve time, så er det, at disse små momenter får gåturen hjem fra arbejde til at vare kortere end den time det egentlig varer.
Og jeg må sige, at vores gåtur til og fra arbejde hver dag, har været én af de dejligste ting vi har foretaget os. På denne tur deler vi ud af vores smil ’hallos’ og ’goodmornings’, og vi har hen ad vejen fået de dejligste smil og samtaler tilbage fra avismanden på hjørnet, cigaretmanden foran Adelphi og den søde vagt foran den hvide bygning. Og selvom det kun er et smil der varer et enkelt sekund, så er det alligevel en sådan lille moment, der giver en god start på dagen.

Fodboldfeberen er for alvor kommet til Sydafrika og ikke mindst Cape Town. Et tilfældigt besøg i Cape Towns mest populære gade (Long Street) onsdag den 9. juni kl. 12.00 – 2 dage før VM startede - gav et indblik i forventningerne og humøret omkring VM, da alle (og jeg mener alle) begyndte at blæse i deres vuvuzelaer. Glæde og godt humør blev blæst ud af vuvuzelaerne, og der blev ikke ro i midtbyen igen før hen ad på aftenen. Og da vi igen befandt os på Long Street fredag, da VM for alvor startede var der ingen tvivl om, at VM for alvor er en fest for Sydafrikanerne. Forberedelserne har været i gang siden længe før vi ankom til Cape Town, og Cape Town har arbejdet på højtryk for at blive helt færdig med alle forberedelserne. Men alt synes nu at stå klart til VM 2010. Vi befinder os kun 40 min. Gang fra Green Point Stadium med plads til 66.000 tilskuer, så stemning, glade fodboldfans, skuffede fodboldfans og vuvuzelaer er noget vi kommer til at se meget mere til den næste måned.

Mette, Christiane og jeg begav os søndag efter VM’s start af sted på en 19 timers lang bustur til Johannesburg for at se Danmarks første kamp mod Holland på Soccer City Stadium. Det var helt specielt at opleve så mange mennesker samlet på et sted. Og selvom der var et stort overtal af hollandske fodboldfans og Danmark tabte 2-0, så skinnede solen. Vi sad lige der midt i solen på Soccer City Stadium med vores hjemmelavede Danmarks-hatte med strudsefjer vi havde samlet fra karneval i Cape Town. Sjældent har jeg oplevet en så jublende og fornøjelig stemning.

Og selvom vores visit i Johannesburg kun varede halvanden dag, fik vi virkelig den gode stemning fra VM ind under huden.  

Tilbage i Cape Town efter endnu en 19 timers lang bustur - Bafana Bafana taber sin 2. kamp og er højst sandsynligt ude af VM. Og i Cape Town møder en vis portion forståelig skuffelse fra sydafrikanernes side. Men de holder stadig hovedet oppe. Det er trods alt Ayoba time i Sydafrika!

To en halv uges rundtur er nu ovre. Det var to en halv fantastiske uger fyldt med oplevelser. Det var de vilde dyr på savannen i Krüger-parken. Det var Hector Petersen- museet i Soweto, Apartheid-museet i Johannesburg samt Vortrekker-monumentet i Pretoria. Det var en ridetur op og ned af bjergene i Lesotho, en helt klar stjernehimmel samt et shaky shaky-besøg på den lokale skole. Det var karaoke og bungy jump i Porth Elisabeth. Og det var kanotur og afslapning i Wilderness. Turen bød på solskin, regn, smil, adrenalin, hvil – og ikke mindst chokolade. Det var en tur, der både vægtede fornøjelse, morskab og seriøsitet. Den gav indblik i Sydafrikas spændende og til tider komplicerede historie, og samtidig var der plads til leg, shaky shaky og grin.

Med dagene i Johannesburg, hvor vi havde vores museumsdage, fik vi et indblik i, hvor meget anderledes denne storby er i forhold til storbyen Cape Town. Cape Town er generelt en meget vestlig by, hvorimod Johannesburg meget mere bærer præg af en helt anden kultur. Der er et helt andet liv på gaden i Johannesburg – mere kompakt og hektisk – men på en måde, så man kommer hinanden ved. Jeg må dog konstatere at fra ’the top of Africa’ – udsigtspunktet ud over hele Johannesburg, er Johannesburg ikke en pæn by. Udseendemæssigt er det en by bestående af mange mange firkantede høje grå og mørke bygninger, som for mig illustrerer industri – en by, der har været under rask udvikling og stadig er det. Forskellen er stor på de to byer. Men forskelligheden og mangfoldigheden er også noget af det som kendetegner Sydafrika bedst.

Rundturen har vist os at Sydafrika med sine 9 provinser (vel og mærke 9 meget forskellige provinser) er et storslået land indeholdende mange storbyer, men også områder, hvor moder natur har fået lov til at sætte sine spor. Især Lesotho (landet inde i landet) imponerede mig med sit golde landskab og dets primitive mennesker. Det er helt specielt at se et helt folkefærd leve så forskelligt fra vores egen moderne hverdag. Der er et eller andet fantastisk ved at en noget så forældet levemåde, er så bevaret ikke langt fra, hvor vi selv lever vores moderne liv. Aldrig har jeg oplevet mørke så mørk og stjerner så tydelige som i Lesotho. Alt synes at være så simpelt – ingen elektricitet, ingen trafik, ingen larm, ingen stress – kun lyden af hestenes prusten, de voksnes konversationer, børnenes leg og en knitrende lyd fra et nyantændt bål. Vi var af sted på hesteryg med tre guider, hvoraf den ene, Max, var engelsktalende. Den 19-årige Max er i gang med sit sidste år i high school, og tjener sine lommepenge ved at være hesteturs-guide for turister som os. Ud af de 650 R x 10 som vi betalte, tjente han 160 R, som han sparer op. Han har en drøm om at studere økonomi på universitet. Men universitetet i Lesotho regnes ikke for noget særligt udenfor Lesotho, så Max sparer op til at komme på et universitet uden for Lesotho, så han kan komme et stykke videre med sin uddannelse, end han måske ellers ville have formået. Det korte ophold i Lesotho gav stof til eftertanke om vores levemåde – vores forbrug, vores materialisme, vores muligheder osv.

Sydafrika formår endnu engang at imponere mig med dens diversitet og mangfoldighed. Både landets mennesker, og nu også landets landskab og provinser.

Og nu er vi tilbage i Cape Town, som efterhånden føles som hjemme. Vi har allerede sagt farvel til drengene på Learn to live, da skolen holder tidligt vinterferie på grund af VM. Mette, Christiane og jeg er nu begyndt på børneafdelingen på Somerset hospital, hvor vi har fået voluntør-arbejde indtil vi tager hjem sidst i juli. Det er ganske anderledes end jobbet på skolen, men igen er intet lig hinanden i Sydafrika.

En ting som er meget bemærkelsesværdig hos mange sydafrikanere, er deres manglende fortænder. Ikke bare en eller to, men faktisk alle de 4 forreste tænder i overmunden. Vi har alle undret os over grunden dertil, men har skudt det hen, da vi mest bemærkede det blandt drengene på skolen og tænkte, at de manglende tænder nok var forårsaget af slagsmål. Men efterhånden er det gået op for os, at det ikke kun er drengene på skolen der mangler sine fortænder. Det er også Walther, den gæve middelaldrende mand, som velvilligt hjælper os, når vi har brug for lidt information om Cape Town. Det er den lidt ældre Eyvind, som holder vagt ved skolens indgang og ihærdigt forsøger at lære dansk, og ligeledes er det den fyldige dame ved poolen og i det hele taget mange andre almene sydafrikanere. De manglende tænder skyldes dog ikke slagsmål som først formodet. Walther kunne fortælle os, at det derimod er en afrikansk mode-dille at få revet de 4 forreste tænder ud. Nogle vælger at lade hullet være som det er, mens andre fylder det med guld, som især er en modedille indenfor bandemiljøet og for de drenge, som ser op til banderne. Og her er det rimelig cool at være lidt gangster-agtig. Især på skolen imiterer drengene gangsterne fra musikvideoerne, filmene eller ’the real life’. Det kan der komme meget fornøjelse ud af. For selvom drengene prøver på at se hardcore ud (især når der poseres foran et kamera), så er de fleste af dem stadig ’små’ drenge, hvis koncentration på forunderlig vis er bedst når de får lov til at tegne, lave plancher, lægge puslespil eller på anden måde være kreative, hvilket en almindelig dansk dreng på 16 år nok ville synes var det mest kedsommelige. Men jeg tror på, at for drengene på skolen, som ikke har haft den tryghed og omsorg i deres barndom, som vi ville tage for givet, spiller kreativiteten på skolen en vigtig rolle i deres videre udvikling. Generelt set er drengene virkelig kreative. Ikke kun med hensyn til deres færdigheder i billedkunst og musik. De tænker kreativt hele tiden – i alt hvad de gør. Muligvis fordi de har den baggrund de har, og at det dermed har været en nødvendighed at tænke kreativt, da intet her i livet er kommet til dem på den lette måde. Men på trods af det, er drengene altid villige til at give et smil. Og i bund og grund er et smil vel bare et smil. Med eller uden fortænder…   

Efter en to ugers lang påskeferie er vi nu tilbage på skolen igen. To ugers ferie lyder af meget, men de gik overraskende hurtigt, og jeg vil her meget kort gengive. Det var to uger, hvor intet var planlagt på forhånd, men som alligevel endte med at blive fyldt ud med spontanitetens små finurligheder.  

Vi startede ferien med et traditionelt afrikansk bryllup i townshippen Langa. Et beskedent og ganske uformelt bryllup uden festlokale, bordplan osv. Virkelig et simpelt bryllup, hvor brudeparret blev indhyllet af dans og sang på afrikansk manér, hvor én bryder ud i sang og resten af selskabet følger med. Bryllupsmenuen bestod af et stykke ged, sammenkogt græskar, kogte hvide majs samt en grønsagsblanding af gulerødder, løg og kål. Vældig godt! Brylluppet endte sidst på eftermiddagen med en smagsprøve på den traditionelle afrikanske øl brygget på majs. Farven var alla kakaomælk og konsistensen som grød. Smagen undlader jeg at kommentere.       

Én af de efterfølgende dage besluttede vi os for at udforske Cape Town noget mere, og vi drog derfor af sted med sandaler, madpakker og rygsække mod Cape Town midtby som de turister vi jo er. Dagen bliver en succes. Ikke mindst på grund af et tilfældigt møde med nogle lokale capetonians ved dagens afslutning. Med en vis spontanitet og nysgerrighed er en kontakt skabt, og man forsøger akavet at flytte fødderne til lyden af delikat salsa-musik på en salsaklub i Cape Town midtby torsdagen efter, mens det er helt umuligt at holde øjenkontakt med sin partner, da ens opmærksomhed er rettet mod de fødder, som flytter sig til venstre, når de skal flytte sig til højre. Men med en sjov aften i selskab med salsaen, dansede vi den næste morgen til St. George’s Cathedral, hvor selveste Desmond Tutu skulle stå for gudstjenesten.  Efter halvanden time uden for St. George’s Cathedral i den kø vi troede vi skulle stå i, men som kun bestod af 8 punktlige og tossede danskere fra Løgumkloster højskole, opsatte på at møde Desmond Tutu, åbnedes dørene. Et øjeblik blev der tænkt: Kommer Tutu mon? Men da der en halv time efter er ankommet omkring halvtreds mennesker, træder den lille hvidhårede Desmond Tutu ind og gudstjenesten starter.  Der er noget over ham. Med ham følger en behagelig og fredsommelig atmosfære. Og det blev da også til adskillelige håndtryk under og efter gudstjenesten med denne hyggelige mand. Aftenen blev brugt i selskab med fem snakkesalige kvinder i deres bedste alder. Christiane faldt tilfældigt i snak med Rozetta en dag på vej hjem fra skole, og vi blev derved alle inviteret til hendes 56 års-fødselsdag. Dette fortæller en hel del om den imødekommenhed vi hver dag bliver mødt med hernede. Ikke mindst på vores gåtur til skole. Aftenen blev endnu en succesfuld aften, hvor de sydafrikanske kvinder battlede de danske på dansegulvet. Hvem der vandt, står endnu i det uvisse. Måske konkurrencen fortsætter næste gang vi mødes…

Ferien sluttede af med Tonys Township-tour. En tur som gav et godt indtryk af netop de townships-områder, som er omkring Cape Town og som derved også gav et lille indblik i Cape Towns omfattende historie. En god afslutning på to ganske ustrukturerede uger fuld af nye møder, spontanitet og finurligheder.

På Learn To Live bliver der i høj grad forsøgt at skabe en struktureret hverdag på skoledagen, men af en eller grund synes det alligevel som om, der ingen struktur er. Dagene er aldrig de samme.

Det er først og fremmest læreren som styrer undervisningen, men i og med at læreren også har andre opgaver på skolen (ingen er dog helt klar over hvad det er), så bliver man til tider ladt alene med klassen (ofte i halve eller hele timer). Og så står man der – uden at hverken lærer eller jeg selv har forberedt noget. Men intet er så slemt at det ikke kan klares, og med et smil, lidt leg og en god portion improvisation går det alt sammen. Ligesom den dag vi mødte på skolen som vi plejer og finder ud af, at der er morgensamling. Men døren ind til hallen er låst og hverken lærere eller elever ved hvor nøglen er. Hvad gør man så? En lille lommekniv, vel og mærke fra lærerværelset, bliver lånt ud til en elev, som derved får lirket låsen til hallen op. Med et smil, lidt leg og en god portion improvisation går det alt sammen.

Jeg vender mig overraskende hurtigt til altid at have noget med i baghovedet, når Teacher Jacoba lader mig alene med klassen endnu engang. Det frembringer ofte nogle hyggelige stunder med klassen, hvor samtalen kan gå lidt mere frit end normalt. Som dengang jeg havde ’the bible-lesson’ for mig selv, da Teacher Jacoba var nødt til at gå til ’møde’. ’The bible-lesson’ handlede denne gang om abort. Her var der rigtig mulighed for at tage diskussionen om abort op med de 16-årige teenagere, hvilket også blev gjort med stor succes. Nogle vidste ikke hvad abort var, andre mente abort er helt i orden, for hvad nu hvis pigen kun var 13 år og blev voldtaget? Men de fleste var dog enige om at abort er en synd. Diskussionen ophørte dog brat, da Teacher Jacoba et kvarter senere kom ind og kunne informere, at hendes møde var udsat. Hun kunne ligeledes informere om, at få en abort er det samme som at dræbe. For det står i biblen. Ingen diskussion her. Jeg kunne dog trøste mig selv med at diskussionen havde været der – og at eleverne frivilligt havde ytret sig.   For med et smil, lidt leg og en god portion improvisation går det alt sammen.